Mit råd vil være, at du flytter både ham og dig ud af stuen til enten køkkenet eller bryggerset, hvor du kan sove på gulvet på en madras og hvor han kan få en fast plads til sin seng, og der opholde sig fremover både om natten og alene hjemme. Læg en avis på gulvet, han kan besørge på, den plejer hvalpe at vælge frem for det bare gulv. Så slipper du for at få ødelagt tæpper og gulv. Efter en uges tid, hvor det er gået godt, og Simba virker tryg, så kan du prøve i nogle nætter at liste ind i egen seng, i løbet af natten, men lad din "seng" hos ham stå uredt. Om morgenen kan det godt være han har "redt seng" på din madras, så er han godt på vej til at sove alene, også uden din madras står klar til ham. Det er fint han allerede efter 5 dage kan lades alene 20-30 min, så du skal bare fortsætte den træning, i løbet af ca. 3 uger kan han så nok klare at være alene 4-5 timer, med vand i sit trug, en avis på gulvet, en radio og en lampe tændt, ingen legetøj. Ingen mad, men smid gerne nogle godbidder eller et lille tyggeben på gulvet, uden snak, går du bare og lukker døren efter dig. Jeg vil ikke anbefale dig at lade ham alene i stuen, selvom han lige nu ikke ødelægger noget, kan det sagtens ske, når han bliver lidt ældre, at han finder på den leg at bide i tæpper og møbler. Når avisen i nogle nætter og alene hjemme timer har været tør, behøver han den ikke mere, så er han gammel nok ca. 4-5 mdr. til at holde sig.