Råd søges; kan der gøres noget eller skal han aflives?

Vi har en Bichon Havanais, en han (ved navn: Willi) på 21 måneder, han er ikke kastreret. Vi fik han fra en opdrætter da han var 12 måneder gammel. Han har været forsømt (usoigneret, sammenfiltret og ej socialiseret) da vi overtog ham og meget aggressiv over for andre hunde. Overfor fremmede reagerer han først lidt utrygt og herefter roligt.

Vi har fire børn i alderen 3 + 5 + 9 + 10. Vores pige på 9 år elsker dyr og ser Willi som et puttedyr. Hun vil helst være nede i hans højde og have sit hoved helt ind til hans. Vi har sagt at det skal hun ikke. Hun skal være bestemmeren. Han har tidligere snerret af hende og forsøgt at sige fra. I dag skete der så det, som ikke må ske. Alberte på de 9 år, sad nede ved siden af ham og nussede ham stille og roligt. Hendes hoved var tæt på hans. Ud af det blå farer han mod hendes ansigt. Hun røg tilbage og han gik frem. Hun fik rejst sig op. Der er ingen mærker på hende så vi er ikke sikker på om han har bidt, men tendensen er der og hun er utryg og bange for ham. Vi frygter at det vil sprede sig til de andre børn også.

Det skal siges at vi i samråd med flere forskellige dyrlæger og adfærdspersoner har sat hunden på Zylkéne, hvilket han får hver dag og har fået det i godt og vel 4 måneder. Jeg har forsøgsvis forsøgt at trappe ned, her ændrer han adfærd til det negative igen. Vi tør ikke at gå til træning med ham, og er også blevet afvist pga. hans aggressive fremtoning mod andre hunde.

Er der nogen fornuftig vej frem, eller er det bedst at lade ham aflive?

Mvh.
Christian

Hej.

Tusind tak for dit hurtige svar.

Han er i forbindelse med adfærdsbehandlingen også blevet undersøgt for sygdomme, og her fandt dyrelægen ikke noget. Så vurderingen er at det er rent mentalt at der er skal sættes ind og behandles.

Vi har virkelig forsøgt at forklare vores børn, at de skal acceptere og respektere hundens rum, men qua hans "nuttethed" er det svært for dem at håndhæve og så synes de at mor og far er dumme når vi skælder dem ud for ikke at respektere hunden.

Ja, vi skulle have valgt en anden slags hund, og ikke mindst have fået den som helt lille for at kende dens historik.

Jeg har i dag sat hunden til omplacering på denne her facebook side: https://www.facebook.com/groups/nyt.hjem.til.dit.dyr/?fref=ts

Er der andre gode steder for omplacering af hunde?
Alternativt må vi lade ham aflive.

Mvh.
Christian

Jeg har selv bl.a. 2 små Bichon Havanais på 12½ og 7 år gamle, og har også i en periode på 4 år opdrættet dem. Jeg kender til deres væsen og temperament, og kan måske råde dig.

For det første er den værste pinsel, en sådan langpelset hund kan blive udsat for, er at pelsen ikke bliver passet. Når pelsen danner filter, der til sidst bliver som knuder, vil hver bevægelser være smertefuld, da pelsen river og flår i huden. Willi har været udsat for konstant smertepåvirkning, og han har - er jeg næsten sikker på - også haft problemer med at kunne komme af med afføringen, da pelsen i en sådan tilstand kan lukke fuldstændig af bagtil.

Normalt er havanaiseren en godmodig hund, hvor nogle er lidt mere reserveret end andre, men normalt er det en hund der falder godt til i de fleste familier, både enlige og børnefamilier. Jeres Willi har rigtig dårlig erfaring med mennesker, og det kræver tålmodighed og indsigt, at kunne vende en sådan hunds væsen.

Min egen ældste havanaiser var en lille ængstelig hvalp, da jeg hentede ham, bange for alt og alle, han manglede også prægning fra den kennel han kom fra. Grundet min mangeårig erfaring, fik jeg vendt hans opfattelse af verden, så han efter 1½ års træning blev en glad, harmonisk og tillidsfuld lille hund, der kommer alle både voksne, børn og hunde af alle størrelser i møde, og han har aldrig fået medicin.

Medicin kan være fint i en kortere periode, men er kun symptombehandling. I skal ind og ændre hans opfattelse af verden, og om i magter det, kan jeg ikke sige, da jeg ikke kender jer. Generelt kræver det en erfaren person, med tålmodighed og erfaring, der kan støtte hunden uden at tage den selvstændige erfaring, den gerne skal gøre sig fra den.

Umiddelbart ville jeg mene, at han ville have bedst af at være tæt knyttet til en person, som han kan få et godt og trygt forhold til, og en dagligdag hvor han ikke provokeres på sin usikkerhed/dårlige erfaringer. Jeg ved godt at det kan vær svært for børn ikke at kramme en hund, men det er faktisk ret vigtigt, at i lader Willi bestemme tempoet selv og vise jer og børnene, hvad han har lyst til dvs. lade ham komme til jer, hvis han vil snakke og ikke noget med at komme efter ham.

Hvor bor i i landet, jeg har stor erfaring i at arbejde med usikre hunde, og har hjulpet flere familier - også med problemhunde - med hvordan de får dagligdagen til at fungerer.

Jeg har mere end 25 års erfaring med hunde inden for mange områder.

En ting jeg savner at få af vide om Willi, hvordan er han ellers i hverdagen er han glad, eller virker han generelt nervøs, er der ting han meget gerne vil, som f.eks. at gå tur, eller er han utryg og sky, ser i selv nogen som helst mulighed for at han kan blive en glad lille hund?

Om jeres hund har bedst af at blive aflivet, eller om han kan reddes ved at blive hjemskiftet, er umulig for mig at vurdere. Men ud fra det du skriver, og med fire børn i familien, som sikkert også af og til har vennner med hjem, kan jeg ikke se, det er lykken hverken for hunden eller jer at i beholder ham. Og når din datter ovenikøbet betragter og bruger ham som et putte-og krammedyr, vil det gå helt galt en dag, hun har denne gang været meget heldig, der ikke skete en alvorlig bidskade i hendes hoved.
Jeg fornemmer også at især din ene datter, både er skuffet over og nu bange for hunden. Han er en "problemhund", grundet flere måneders omsorgssvigt hos opdrætter, og kræver derfor ekstra tålmodighed og forståelse, ro, og tilvænning til et normalt hunde-familieliv.
Ligesom jeg ikke vil anbefale jer at beholde ham, vil jeg også fraråde at hjemskifte ham til en anden børnefamilie.
Det er synd for ham, han igen skal skifte hjem, og finder i ikke snart den helt rigtige ejer, med tid, tålmodighed, hundeforstand - og erfaring, så synes jeg, i skal lade ham få fred.

Hej tdk vil du skrive til mig da du lyder til at være den person jeg har brug for vedr nogle spørsmål vedr hundeadfærd.

Mail: lenelauritsen29@hotmail.com

På forhånd tak

Hej tdk
Har du mulighed for og kontakte mig ?
Det drejer sig om en cavalier King Charles på 6 mdr som stortset er vokset op i en have og uden kontakt til andre hunde. Jeg har selv to cavalier og de er meget glade for andre hunde og mennesker men ham den lille nye her er allerede efter 8 timer sammen med os blevet sådan at mine to første hunde dårligt nok komme hen til mig hvis han er ved for så bider han ud efter dem og barf de går tæt forbi ham uden og røre ham ja så knurre han.. Luke er 18 mdr og bumle er 8 mdr og som sagt så er den nye jeg har taget til mig 6 mdr... Hvad skal jeg gøre når han udviser den adfærd over for luke&bumle? Jeg er meget bange for at mine to fredelige kærlige og milde hunde ændre sig pga ham lille balder..
Jeg håber du vil kontakte mig da jeg jo ønsker at balder kan blive en del af flokken ? Hvis det ikk ændre sig så kan jeg ikk beholde ham af hensyn til mine to andre hunde

Min e-mail er : cmlmlm@hotmail.com
Hilsen Charlotte

Hej Charlotte.

Jeg skal undlade at give dig gode råd, men håber TDK vil svare dig her i forum. Du skriver du i forvejen har 2 hanhunde, med kun 10 mdr.`s aldersforskel, den ene er stadig hvalp, og at de fungerer fint sammen. Du har så overtaget en hanhvalp på kun 6.mdr. der aldrig er blevet socialiseret blandt andre hunde. Altså en problemhund. Derfor søger du TDK's råd til om muligt at få alle 3 hunde til at fungere sammen.

I forvejen advarer man gerne imod at få 2 hunde især af samme køn, med så kort aldersforskel, da det ofte giver alvorlige dominansproblemer om rangorden, når begge hunde er kønsmodne.

Jeg har selv haft dette svære problem mellem to af mine tæver, hvor aldersforskellen var 11 mdr.
Det lykkedes for mig, at beholde begge hunde, men som regel må de fleste hundeejere opgive og vælge at hjemskifte en af hundene.

Det er en stor opgave du har påtaget dig, med 3 hanhunde på 18 mdr. 8 mdr. og 6 mdr.
Jeg ønsker dig held og lykke med dem.

Men jeg vil mene, at i hvert fald ham på 6.mdr. vil hjælpes bedst med sit sociale problem ved at blive enehund hos en erfaren og tålmodig ny ejer, eller hos en ejer og dennes familie hvor der i forvejen er en meget ældre velfungerende tæve, som så kan "hjælpe" med at opdrage ham ved sin adfærd og sit hundesprog til at få et godt og normalt hundeliv. En tæve han så automatisk vil respektere som overhund.

Hej Charlotte

Aase skriver faktisk ret godt om dit problem og hvad det kræver. At have 3 hanhunde med så kort mellemrum kan blive et problem, hvis ikke den ældste er en født leder, og den yngste er en født underkaster.

Når han allerede efter så kort tid, forsøger at tage magten og på den voldsomme måde, så vidner det om at han ikke har til sans at acceptere andre. Hvis ikke den ældste allerede her har vist ham sin plads, og det behøver ikke at være ved at bide ham eller farer på ham, men på en selvsikker og nok ligegyldig opførsel over for ham, sætte ham på hans plads i flokken, så kræver det et stort arbejde fra dig, at få 3 så unge hanhunde til at trives sammen.

Hvis han har været ladt alene og ikke har haft den store kontakt til andre, heller ikke et mennesker, der har taget sig ordentligt af ham, så ser han jo nu en mulighed for at få sit behov opfyldt/dækket. Ofte er det sådan at en hund, der ikke kommer ud fra matriklen, og oplever andet end sig selv, kan ende ud med at bliver særdeles ensporet og selv centreret, med dertil følgende reaktion som du beskriver, eller blive angst og utryg, hvis den er født med en usikker psyke. At ændre hundens opfattelse af sig selv, skal ske meget sort/hvidt, og på en måde hvor den føler den har sin plads i flokken, men også på en måde så du - som øverst, den dine hunde ser op til - formår at få den til at falde til ro i sig selv, og forstå at alle har lige ret til dig, som deres livsleder og samarbejdspartner.

Det er kun dig selv der ved om du kan det.

Som opdrætter var det mig der valgte den enkelte hvalp til de familier der blev godkendt, hvor jeg netop ud fra børnealder og andre hunde eller dyr, fandt den jeg vidste ville opføre sig, så familien kunne få en velfungerende hund. Havde de en anden hund, var det en af de laveste i hvalpeflokken, som viste underkastelse og trak sig, når de andre hvalpe gik til den, fordi jeg dermed viste, at den automatisk ville indordne sig under en anden hund, uanset hvorledes den hund der var i hjemmet var i sit væsen. Det har til fulde fungeret.

Jeg har bl.a. selv haft 2 tæver, som jeg fik som hvalpe, hvor der kun var 1½ mdrs. aldersforskel imellem dem, og den opdragelse de fik, gjorde at de aldrig havde problemer med at være sammen, heller ikke når de havde hvalpe. Jeg fortalte klart og tydeligt , hvem der satte dagorden og reagerede i flokken - hvilke var mig - på deres sprog. Jeg har altid kun haft harmoniske og velfungerende hunde, der har betragtet mig, som det vigtigste i deres liv.

Ønsker du stadig mit råd, så kan du kontakte mig på den mail jeg har sendt til dig.