Det er helt forståeligt, du ønsker at få din nattesøvn. Men hvalpen kender ikke forskel på dag og nat. Den er klar til at lege, spise, og blive luftet hele døgnet, og sove ind i mellem.
Som familiehund, skal den lære, der er forskel på dag og nat.
Det er fint du har sovet med den, i de første dage, til den blev tryg ved sit nye hjem, jer og dens soveplads, som i har valgt skal være i køkkenet. Den plads synes jeg i skal bibeholde, ikke nu flytte den midlertidig ind i soveværelset, hvilket heller ikke vil skabe nattero.
Selv er jeg aldrig stået op til hundene, for at lukke dem ud at tisse. Heller ikke da nogle af dem var hvalpe. De sov for dem selv, enten i køkkenet eller hundeværelset, bag lukket dør.
Dagens BT blev brugt som toilet, lagt på det bare gulv af vinyl. Både i alene-hjemme-timerne og om natten. På den måde lærte de også forskel på dag og nat.
Da de var ca. 4-5 måneder gamle, forblev avisen tør og kunne fjernes, så var "blealderen" overstået.
I dagtimerne lagde jeg ikke aviser, de blev jævnligt luftet, som hvalpe skal, og var renlige ca. 12 uger gamle.
Jeg ved ikke om din hvalp straks accepterer "avis-toilet" nu den er vænnet til at blive natteluftet, men hvis du synes, det kunne være en god løsning for jer, kan du jo prøve, ved ikke at lukke den ud i nogle nætter. Læg dig ud til den på en madras, så den forbliver tryg, lad lyset være slukket, og ignorer dens forsøg på kontakt til dig.
Hvis du forsat synes den skal luftes om natten, så luk den ud og ind igen. Men brug ikke din nat til at "putte" den og få den til at sove . Nøjes med at lukke den ind, ud i køkkenet hvor den har sin hundeseng, luk gitterlågen og gå i din egen seng igen. Ignorer den totalt, så finder den selv i seng igen, før eller senere.