Hej DC.
Som beagleejer til hund nr. 8 siden 1981, kan jeg love dig at Beaglen er en på alle måder dejlig familiehund, robust, glad, samarbejdsvillig, smuk og klog.
Med den forberedelse og vilje I har til at ønske og ville have en Beagle, vil det helt sikkert lykkes jer at købe og få et dejligt langt og hundegodt familieliv med den.
Ved køb hos en DKK Beagleopdrætter, medlemskab af Beagleklubben, og hvalpetræning i klubregi` vil i være godt hjulpet for alt.
En Beagle er en drivende jagthund, derfor anbefaler/kræver man som opdrætter, at haven skal være indhegnet, og hunden luftet i snor.
Men det gælder også mange andre hunderacer, der nogen gange ses løbe hjemmefra.
Bella fik vi med nedslidte poter 9 år gammel, fordi hun boede på landet hvor haven ikke var forsvarligt indhegnet. Især i week-enderne stak hun af.
I de 2.½ år vi har haft hende, er hun aldrig løbet hjemmefra. Vi kan endda gå ud og ind af en åben havelåge til den indhegnede baghave, uden hun løber bagefter. Når vi arbejder i forhaven, der ikke er indhegnet, kan hun ligge i den åbne gadedør, uden at rende ud.
Men kommer der en kat forbi, kan det godt være hun stikker af, så det holder vi øje med.
Beaglen stikker ikke af for at rende hjemmefra, men for at følge et interessant spor, af et andet dyr.
Derfor skal den også luftes i snor, på trafikerede områder, på landet og i en skov.
Vores otte Beagler har ikke været gøende, faktisk kun sagt VOV når vi sagde "halse". Vi har da heller aldrig haft en naboklage i de mange år vi har haft helt op til 5 Beagler + hvalpe. Og vi bor i et helt almindelig villakvarter med lukkede veje og naboer rundt om os.
Beaglen er madglad, men de kan sagtens lære ikke at tigge ved bordet, blot ved at man aldrig giver "godbidder" fra egen mad imens man spiser.
Beaglen er altid sulten, men det er ejeren der fodrer den. Og så skal man bare lade være med at lade mad stå ubevogtet fremme på borde og i køkkenet.
En Beagle kan sagtens lære at være alene hjemme. Det skal selvfølgelig trænes, som man bør gøre med alle racer.
En Beagle "lystrer" sin ejer, ved bestemt men kærlig opdragelse og træning.
God fornøjelse på udstillingen i Ballerup. En Beagleudstilling er altid værd at besøge, for en kommende Beagleejer.
Der vil du kunne opleve de mange skønne hunde i alle aldre fra baby til veteran, og deres opdrættere og Beagleejere.
Læg mærke til hundenes adfærd, og hvor lidt gøen du oplever der.