Historier til bog!

Kære hundevenner.
Jeg er gået igang med at skrive en bog om hvordan det er at have hund.
Det skal være en bog som både er humoristisk, men på samme tid oplysende.

I den forbindelse vil jeg meget gerne høre om dine oplevelser - alle slags kan bruges.
- De frække (hunden gnaver sofaen i stykker);
- De morsomme (hvad får dig til at grine af din hunds opførsel?);
- De sørgelige (sygdom, sygdomsbehandling m.v.) F.eks. havde vores "gamle" hund sukkersyge, så jeg vil lave et kort afsnit om hvordan man lever med en hund der har det.

kort sagt - ALLE historier er meget velkomne.
I kan sende jeres historier til følgende mailadresse: hund @ plets.dk

På forhånd mange tak for hjælpen.

Du kan selvfølgelig også bare skrive din historie her. ;-);-)

Jeg har en lille historie om min forlængs afdøde hund Bonnie.

Enebarn.
Bonnie var enebarn, blev derfor meget overbeskyttet, hun havde godt nok en plejebror, han var også helt i orden, men han var ikke Hippie´s egen, og det viste hun godt. Dengang havde vi stadig et blomsterbed i haven, det var godt nok indhegnet, men oppe i bag var der et smuthuld, som man kunne komme ind af, det skete så, at en af hvalpene forvildede sig derind, så hørte man højlyt skrigen fra hvalpen, Hippie løb derud kikkede, hvis det var plejebarnet, peb hun lidt beroligende til den, og gik så igen. Men hvis det var Bonnie, så kom hun farende ind for at hente mig, skynd dig at komme, hun er spærret inde, skynd dig at komme.
Det er ikke kun menneskemødre der kan være overbeskyttende.

Bonnie udviklede sig til en helt fantastisk hund, med en selvtillid på størelse med rundetårn.

Hvis du vil have flere historier om Bonnie så skriv det her.

En rigtig sød historie - tak for den. jo tak alle historier er meget velkomne.

En fortælling mere om Bonnie.

I dag vil jeg fortælle om, da Bonnie tog fusen på mig.

Dengang havde vi hest og jeg skulle fodre den, Bonnie var altid med, for de var gode venner.
Da jeg gik over broen ved hestens hus, sprang der en hare og Bonnie sprang efter.
Jeg kaldte og fløjtede, men Bonnie kunne intet høre. Haren løb op over en skrænt og ud over en spøjemark, Bonnie efter, de tog retning mod hovedvejen. Jeg løb alt hvad jeg kunne efter dem, i et forsøg på at få kontakt med Bonnie, men da jeg kom op over skrænten, kunne jeg ikke se dem. Jeg fulgte hendes spor flere hundrede meter over pløjemarken, men så kunne jeg se, at haren havde snyt hende ved en hegn. Så fulgte jeg sporet tilbage til huset, og der sad Bonnie: ”Hvor har du været, jeg har siddet her i timevis”.
Jeg var fulstændig udaset, jeg gik bare hen, åbnede døren for hende, hun sprang ind og hilste overstrømmende på hesten.
Det var bare Bonnie i en nøddeskal.