Rigtig mange praktiske prøver har vist at Rottweileren, Staffordshire Bull Terrieren, Bull Terrieren og mange andre i den kategori ofte er kåret som nogle af de bedste familiehunde indtil flere gange. Derudover er de helt store racer også så dovne og tunge at de ligesom bare tager hvad børnene smider mod dem og børnene kan ikke rigtig gøre dem noget.
De små hunde betragtes som regel ikke som gode småbørns hunde, da de som regel er næsten for villige til at lege, godt villige til at sige fra, og er sammentidig meget sårbare og lette nok til at små børn vil prøve at løfte dem, hvilket de ikke kan. Eller netop det modsatte, de kan løfte men ikke holde dem.
Retrieverne er også kendt som meget gode familiehunde, omend man skal være forsigtig med Golderne, da de kan have en form for hunde-epilepsi der gør at de kan angribe uden varsel og det er der intet at gøre ved, da det er en bygningsfejl i hjernen. Chesapeake Bayen er desuden et dårligt eksempel på den familieglade Retriever, den er noget mere utålmodig.
Derudover skulle Samojeden vist også have fungeret som hyrde-, slæde-, vagthund og babysitter.
Men, som Eva sagde, gælder det mindre om race og mere om træning, stimulering og individ.