Umiddelbart vil jeg tro det godt kan lade sig gøre, da gæstehunden er en voksen hund, der er meget ældre end de to hjemmeboende. Det er godt. Alligevel skal du have i baghovedet at Malthe, nu er en voksen hanhund, så der kan opstå dominansproblemer imellem ham og gæstehunden, hvis Malthe ikke vil acceptere ham i hjemmet af den grund, kan der hurtigt opstå slagsmål dem imellem. Især da gæstehunden ikke er så social og eftergivende. Havde han været en tæve, ville jeg ikke være nervøs, ved at de skulle bo sammen.
Det vil være godt hvis gæstehunden kan besøge jer en dag, og de føres sammen i hjemmet, efter at have gået en god tur sammen, og så leget sammen i haven.
Men jeg ville ikke lade dem være alene sammen, heller ikke om natten. Du skal også være der når de fodres, der kan da let ske ufred imellem dem. Hvis Balou og Malthe er vant til at spise sammen, så lad dem det, men uden indblanding af gæstehunden.
Balou og Malthe har deres vaner, og gæstehunden skal der jo også tages hensyn til.
Men da det er en familiehund, ikke fremmed for dig, så kender du sikkert også dens temperament og vaner. At holde hundene i hvert sit rum, synes jeg ikke om, det vil jo også gå ud over dine hunde.
Så hvis du selv er nogenlunde sikker på det nok skal gå, og satser 100 % på det i 14 dage, hvor din hverdag også vil være noget forandret, så tror jeg på, du og din far kan klare hundeflokken sammen.
Men er du det mindste i tvivl, så må faster blive hjemme fra sin ferie, eller finde anden pasning til den.