Som Ina skriver, så gælder det om at finde en god rytme, i det daglige hundeliv, så hundens behov dækkes både i leg, fodring, gåture, og ro og hvilested.
"Simpelthen forstå din hund, før du forventer den skal forstå dig."
Men det kan være svært med den første hund, som derfor bliver lidt af en "prøveklud".
Sådan var det også for os med vores første Beagle. Det var i 1981. I det første år sker der en stor udvikling, med sådan en lille fyr. Dengang var der heller ikke så god mulighed for hjælp, og så prøver man sig jo frem på forskellig vis. Dressur gik næsten kun ud på at lære hunden at lystre. Ved kommandoer og ryk i snoren, lærte den mere eller mindre sit, stå, dæk, spring, bliv, gå pænt i snor. Det lærer den stadig, men på en mere hunde-forståelig måde, og mange godbidder.
Så jeg nikker genkendende til de problemer du beskriver.
Det gik fint for os at lære Bonzo renlighed og være alene hjemme.
Vi var 3 om at passe ham. Vi havde aftalt de få forbud vi ville han skulle acceptere. Og hvilke ord vi brugte til indlæring.
Jeg havde deltidsjob, 4 x ugl. Så jeg skulle først hjemmefra ved 11 tiden. Det gav mig god tid, til at fodre og lufte ham før han skulle være alene hjemme. Han havde sit sove-hvilested i køkkenet, også om natten, en BT til at tisse på de første 5. måneder, samt en radio tændt, så lyde udefra ikke forstyrrede ham.
Ved 14-15 tiden kom vores søn hjem der dengang var 12 år. Han gik en tur med Bonzo, legede med ham, og blev som regel hjemme indtil min mand kom hjem ved 17-18 tiden. Han gav mad og igen en lang gå-tur.
Så dagen gik godt, indtil vi efter aftensmad, satte os ind i stuen foran TV, i forventning om at nu lagde han sig bare og sov.
Det passede bestemt ikke Bonzo. Han gjorde alt for at få vores opmærksomhed. Rendte rundt om spisebordet, gøede, snuppede sofapuder, lettede gulvtæpper og tog en bid af underlaget. Somregel sad jeg kun på armlænet af sofaen, eller løb efter ham, skældte ud, og tog puderne fra ham, hvilket kun gjorde situationen værre. Han tænkte garanteret, Juhu! nu leger hun med mig, for det var bare det han ville. Det kunne vi sgatens få 1-2 timer til at gå med, og glædede os bare til vi kunne slukke for TV og gå i seng.
Efter en tid, hvor problemet var ved at gå os på nerverne, fandt jeg så på at lege 5-10 min med Bonzo lige før TV-tid. Han fik en paplegekasse ind i stuen med masser af paplegetøj med og uden godbidder i, samt hans hundeseng. Efter leg lagde han sig villig til ro i hans hundehjørne. Sådan fik vi aftenroen og hyggen igen.
Jeg husker også at de dage jeg gik hjemme hele dagen kunne han i 5-6 måneders alderen godt finde på at snappe i mine bukseben, og jeg tænkte han er vel ikke ved at blive aggressiv, jeg blev lidt bange for ham, men blev belært om at jeg bare skulle vende mig hurtig om, og stikke en knyttet hånd i munden på ham, den kunne han jo ikke gabe over. Det hjalp også, fordi jeg så viste, jeg ikke var bange, at det var mig der bestemte. Men jeg er sikker på det havde været bedre, om jeg havde afledt ham, ved at give et stykke legetøj, eller aktiveret ham 5 min. før han fik lyst til at snappe.
I 5 mdr. alderen da Bonzo havde skiftet tænder, og vi havde sløjfet forbudet om at han ikke måtte ligge ved os i sofaen, hjalp det også på aftenfreden.
