Det er meget almindeligt, når to voksne hunde af samme køn, der ikke har kendt hinanden, i hvert fald fra den ene var hvalp/unghund, hilser eller skal bo sammen, så opstår der dominansproblemer. Som om muligt ender i slagsmål.
Derfor skal man heller aldrig tage en voksen hund til sig, hvis man har en voksen hund iforvejen af samme køn. Der skal i hvertfald være mange års forskel, så man kan være sikker på at den yngste repekterer sin plads i rangordnen, altså accepterer at være "underhund".
Så går det meget bedre, når han og hun mødes, eller skal bo sammen. De slås ikke som regel accepterer en han en tæve, som den der bestemmer, især efter tæven har været i løbetid.
Jeg har selv iløbet af vores mange års hundeliv overtaget 3 voksne tæver.
Som skulle lære at bo sammen i vores hundeflok.
Første gang var en tæve på 1.½år. Vi havde en han iforvejen på 5.år. Hurtigt var han hende underdanig, Selvom han var kastreret, vidste han godt hvordan man opførte sig overfor en dame. Hun fik hvalpe han legede med, men bare et blik fra Mille endog på lang afstand, så stoppede hun legen, hvis hun syntes det gik for vildt til. Hun kunne også stoppe ham i at gø, hvis ikke han lystrede ved et enkelt Vuf fra hende, gik hun simpelthen hen og gav ham et hak i øret. De legede også sammen, nogengange voldsomt, men sloges aldrig. De var rigtig gode venner.
Desværre døde Mille 7.år gammel, og så blev jeg "overhund" for hendes hvalp Daisy på dengang 2.år, og hanhunden Bonzo på 9.år. De var jo begge "underhunde" der havde mistet deres førerhund.
Dengang fik jeg så en "reservemor" til Daisy, Penny på 7.år. 2 år efter igen en voksen tæve fra samme kennel som Penny. Ditte på 9.år. De tre tæver fungerede fint sammen.
Da vi mistede Bonzo 12 år gammel, adopterede vi samtidig endnu en tæve Columbine på 9 uger.
Og da hun var 11 måneder fik Daisy hvalpe, hvoraf vi beholdt en tæve Denise.
Vi havde så to tæver med kun 11 måneders forskel, og det gav dominansproblemer da begge var kønsmodne. Da udviklede deres leg til alvorlige slagsmål. De var altfor jævnaldrende.
Nu skulle jeg for alvor være begge hundes "overhund", og ved at læse deres indbyrdes hundesprog, stoppe al leg og ueninghed dem imellem, før det endte med bid.
De få gange det ikke lykkedes, måtte jeg skille dem ad uden selv at blive bidt.
Jeg klarede det, også med hjælp og gode råd fra en adfærdsbehandler, så vi kunne beholde de to tæver.
De blev begge 15 år gamle. Ingen af dem var aggressive hunde, og de var da også de bedste venner, som sov og lå sammen i hundesengene. Men selvom de begge var Beagler var de meget forskellige i temperament og adfærd. Den ældste var en "blød" lidt forsigtig hund. Den yngste var lidt fræk og meget selvstændig i sin hundeadfærd. I deres adfærd overfor de 3 ældre tæver, var der ingen problemer.
Men let var det ikke at få styr på de to, så jeg vil aldrig anbefale nogen at få to hunde af samme køn, med mindre end 3-4 års forskel. Ligesom jeg heller ikke har gode erfaringer med at lade to voksne hunde af samme køn, der ikke på forhånd er venner, lege eller bo sammen.