Det er helt korrekt hvad Beaglepack skriver, hundefoder er en jungle og der findes ikke det optimale produkt på markedet. Til at starte med, skal du bare bruge det som opdrætteren har brugt. Det kender din hund og så kan du, hvis du vil, ændre det om nogle uger. Det er meget almindeligt, at opdrætterne får foderet gratis eller meget billigt af producenterne. Det er selvfølgelig for at vi skal fortsætte med at bruge deres produkter. Min hund fik pedigree pal i sin start, og det nægtede jeg altså at købe til hende, så hun fik kun lige den smule vi havde med fra opdrætter og jeg skiftede med det samme til et andet produkt.
Min hund spiser i øjeblikket Oliver junior og det er det foder hun har villet spise i længst tid ( pt 3 uger) Hun fungerer tilsyneladende meget godt på det, men det er forskelligt fra hund til hund.
Grundlæggende er jeg utilfreds med, at hundefoder i Europa betragtes som non-food og at der derfor ingen regler er for hvad producenten må putte i foderet og de er heller ikke forpligtede til at skrive hvad de har puttet i. Det generer mig meget og det er faktisk en primær grund til, at jeg ikke vælger Royal, Eukanupa, Hills og andre store producenter. En anden vigtig grund er, at jeg ikke vil fylde hvede (som fyldstof) i min hund. Hveden bruges primært til at få det hele til at hænge sammen og har ingen positiv effekt på hunden.
Dette er min holdning og jeg ved, at det er et ømtåleligt emne. Du kan finde mange tråde om dette emner her på siden også med mange gode forslag til foder.
Og så skal du bare glæde dig til din lille hundehvalp. Det er hårdt arbejde med sådan en lille en, men det er dejligt.