Omplaceringshunde

Hejsa allesammen :);

Jeg sidder her en lørdag nat, og kan ikke sove. Derfor har jeg slået tiden lidt ihjel, på bl.a. Gipotes hjemmeside.
Jeg kan godt li' at se på hundesalgsannoncer, da jeg regner med snart at anskaffe mig hund nr. 2, efter maaaange timers overvejelse, research osv.
Men alt dette er egentlig sagen uvedkommende.
.. Jeg gik ind på annoncerne for blandingshunde, og blev faktisk ret stødt og vred. Der var nemlig en hel del unge hunde (Alt imellem 4 måneder - og gamle hunde) - der manglede en ny familie. Det er klart, at man kan komme ud for, at måtte finde et nyt hjem til sin hund. Hvis der f.eks. sker et dødsfald, eller en anden alvorlig omvæltning. Men jeg bliver sur, skuffet og gal når jeg ser annoncer for store hvalpe, som skal have en ny familie, fordi dens ejere "pludselig" skulle have et barn, alligevel ikke havde råd til pasning og pleje - eller ganske simpelt ikke havde sat sig ind i, hvad det kræver at have en hund! Det knuser mit hjerte, at se en annonce med en Alaskan Malamute, der på billedet sidder foran en stor boligblok. Jo bevares, hunde kan sagtens trives i lejligheder - hvis ejeren VED hvad vedkommende går ind til, og gør alt det ekstra der kræves for at en hund trives på mindre plads, uden have, osv. Men en 8 måneder gammel slædehundehvalp der skal omplaceres, fordi den var "for vild" omkring de små børn, og ikke passede ind i lejligheden.
Eller en 1 årig Retriever blandingshund der skal omplaceres, pga. familieære problemer.
For ikke at nævne en krævende Boxer/Lab/Mastiff blanding på 1 år der skal omplaceres, fordi den åbenbart er en aktiv og krævende herre. Suprise Surprise.
For mig at se kan det være dybt traumatiserende for en hundehvalp/unghund (og også ældre hunde) - at skulle fra sin mor og kuldsøskende, for at komme til et hjem der ikke kan håndtere hunden - for derefter endnu engang, at skulle have revet livet op med rod, og indfinde sig i endnu en ny familie.
Jeg ved godt, at det sagtens kan være for hundens bedste, at blive omplaceret. Og heldigvis findes der også mange solskinshistorier, om hunde der har fået nye hjem.

Men hvor gør det dog ondt at se, hvor mange hunde det faktisk drejer sig om. Bare på denne hjemmeside.

Er jeg den eneste, der sidder med denne holdning og frustration? Eller har du selv prøvet, at omplacere en hund - eller få en omplaceringshund?

Lad mig lige understrege, at jeg naturligvis IKKE ser en hvalp/unghund/voksen/gammel hund blive i en dårlig fungerende familie, bare for at den ikke skal flytte hjem.

Min egen hund er mit et og alt, mit livs lys og min bedste ven. Jeg vil gøre alt for hende, og derfor ligger det mig måské også så fjernt, at man bare kan give op. Skylder vi ikke vores hunde, at forsøge ALT i tilfælde af problemer? Skylder vi ikke hundene, at sætte os ind i deres behov og natur, inden vi anskaffer os en hund? Vi menneske går for at være den mest intelligente skabning, på jorden. Følger der ikke et ansvar med sådan en titel?

Kom med din uforbeholdte og ærlige mening :)

(Har sat et billede ind af min egen hund, Lili, fra hun var 6 måneder gammel - og aldeles ikke på nogen måde klar på, at skulle skifte familie.. Hvilket hun heller aldrig nogensinde skal :) )

Det samme gjorde jeg for nogle dage siden - kikkede lidt på annoncer og faldt som dig også over hvor mange omplaceringer der er. Jeg ved også godt, at der kan være gode grunde til en omplacering, men den med at hunden er for vild, eller vi har alligevel ikke nok tid til den osv - det gælder bare ikke. Det er et stort arbejde at have hund eller rettere, det er et fast arbejde og man kan ikke lige holde en fridag. Sådan er det bare og det må man sætte sig ind i INDEN man anskaffer sig en hund.

Jeg ved ikke om det afspejler vores samfund. Vi skal have det hele, vi skal have overskud til det hele og ikke mindst børnene skal have de ting de ønsker sig og hvis det er en hund, ja så skal vi have hund. Men en hund er ikke en ting og jeg tror at det ofte er her det går galt. Det er en pludselig indskydelse familien/personen får og vupti så er der en hund i huset.

Min yngste søn plagede efter hund fra han var helt lille, og vi sagde altid til ham, at det kunne han underholde med, når han blev voksen, at han aldrig måtte få hund. Så her flere år senere syntes jeg, at vi skulle have en hund. Nu var familien klar til det - JEG var klar til det og vi undersøgte højt og lavt, gik på hundeudstillinger, læste om hunde og aktivitet af hunde. Diskuterede hunderacer, diskuterede hvad vi kunne byde en hund osv osv. En proces som jeg faktisk synes er meget vigtig for at være så forberedt som muligt, når hunden kommer ind ad døren. (jeg behøver ikke at skrive, at min søn, blev jublende lykkelig over den beslutning)

Der er ingen facitliste til hvornår, hvordan og hvem der kan have hund, men det er ihvertfald en beslutning, der skal overvejes meget grundigt og mange af dem, der sender deres hunde videre til et nyt sted, kan have mange gode grunde, men jeg tror desværre også, at mange helt uovervejet anskaffer sig hund.

Nu har jeg selv prøvet at få omplaceret en voksen hund (det var godt nok min kærestes), så på en måde kan jeg godt forstå nogle omplaceringer, vi sørgede for at han kom et godt sted hen hvor de havde tid, plads, overskud og interesse og viden om netop den race.
Men jeg synes godt nok også det er trist når hvalpe/unghunde bliver omplaceret fordi racens behov kom bag på køberne. og ofte synes jeg at problemet er at fok bare skal af med hunden A.S.A.P! Og slet ikke tager interesse i hvad det er for et sted hunden kommer hen, nogle gange bliver den samme hund jo omplaceret 4 gange hvis ikke mere.
Men ja tit så ser man folk anskaffe sig en hund som de intet aner noget som helst om, og mange gange er det labradoren det går ud over fordi mange familer søger en hund der bare skal ligge og se sød ud over hjørnet, men de tænker ikke over at det er en jagthund. Og det samme med D/S-gårdhunde; det er bare en tæppetisser der ikke behøver nogen særlig form for motion, eller aktivering fordi det er bare en lille hund; er i klar over hvor mange gange jeg møder den "fordom" når folk møder min hund?!? Hvor jeg så må forklarer dem at det er et energibundt uden lige og at det faktisk er en jagthund som kræver lige så meget motion som så mange større hunde.
Men ja mange aner ikke hvad de går ind til og det smerter mig at man ikke har større respekt for dyrene.
F.eks. så har jeg en kusine som anskaffede sig en flattkoatet labrador blandet med schæfer og det gik ok til at starte med, men den blev ikke aktiveret nok så det endte med at når man kom på besøg hoppede den op af en og strintede ud over det hele. Så gik hun psykisk ned (sagde hun) og fik kørt hunden på internat. 3 mdr. efter fik hun en kæreste og så skulle de da have en labador/shæfer blanding hvalp (hanhund) (den fik tilmed det samme navn som den anden) og et par mdr. efter skulle de da også have en samojede/golden retriver (hunhund) hvalp! og de kunne ikke forstå hvorfor de ikke kunne være alene hjemme eller hvorfor hunhunden hylede og gøede hele dagen når de ikke var hjemme. Samtidig lykkedes det hanhunden at gøre hunhunden gravid i en al for tidlig alder så hvalpene måtte fjernes. Nogle år efter gik min kusine og kæresten fra hinanden og hun kunne ikke have nogle af hundene så ekskæresten fik hanhunden og hunhunden kom på internat. Så fandt de sammen igen og fik et barn og nu er de også kommet af med hanhunden! Jeg tænker bare hvornår køber de en hvalp igen!!!
Ja undskyld den lange roman det gør mig bare rasende!

Der er ikke nogen tvivl om, at Ina har ret, når hun siger, at man ikke bør skære alle hundeejere over en kam - men, ja, jeg er også vidne til rigtigt mange hunde, der bliver opgivet, fordi det kommer bag på folk, hvilket stort engagement, der bør ligge bag beslutningen om at få hund. - Jeg synes næsten, de mest hjerteskærende tilfælde er dem, hvor hunden er blevet halvgammel hos en familie, der så lige pludselig ikke har "tid" til den mere. Den med "tiden" er svær at sluge, for det er jo det samme som at sige at ens prioriteter har ændret sig - og hunden har så bare ikke længere prioritet - og det kan man sgu ikke tillade sig over for et levende væsen...

Tror også Connie har fat i én af de væsentligste grunde til at mange halvstore hvalpe opgives - nemlig dén med at ungerne plager for at få hund, og vores børn skal jo have alt hvad de peger på, for ellers er vi jo skyld i deres manglende lykke - og så giver mor og far efter, ja, og så ved vi alle hvad det ofte ender med... Min historie ligner din, Connie, med børn der i flere år tiggede om hund, men vi fik den altså først, da vi forældre syntes, at tidspunktet var det rigtige. Og heldigvis for det, for min store datter, der i starten var vældig flittig til at gå med Aggi, har forlængst mistet interessen, og den mindste er for lille til at gå tur alene, så heldigt for Aggi at hun også - og mest - er min hund.
Jeg skal heller ikke gå længere end til min egen familie for at se adskillige tilfælde af fuldstændig uansvarlig anskaffelse af hund - og ja, det er totalt uacceptabelt - konklusionen må være at ikke alle mennesker er i stand til at tage velovervejede valg samt en generel mangel på respekt overfor "menneskets bedste ven" :(

Jeg har overtaget en omplaceringshund - rød cocker spaniels hanhund.
Han var købt af en familie med 3 børn, hvor den ene havde fået allergi af hunden. Hunden kommer til en anden familie, hvor det heller ikke går godt, og han kommer hjem til familien med de 3 børn igen.

Her henter jeg ham for 1,5 år siden. Der er han 5,5 mdr gammel.
Manden fortalte, at når han trak i snoresn, skulle jeg bare trække ham på røven, så trak han ikke mere. Right!!
Jeg tog ham til hundekiropraktor, som rettede hans nakkeskade efter disse ture. Han har stadig mén af det i dag.

Jeg fik en super stresset hund, som tydelig viste, at han ikke havde tillid til mennesker og at hans grænser var blevet overtrådt gang på gang. Samtidig er han møgusikker.

Indrømmet han er en stor mundfuld, men med rette træning og tålmodighed skal der nok komme en hel hund ud af ham.
Jeg har været ved at give ham sprøjten et par gange, især efter at han havde markeret overfor et par børn. Men med hans baggrund kunne det forståes - IKKE accepteres.

Han er blevet en hyggehund, når manden og jeg er alene hjemme. Men når vi får gæster, skal der forsat arbejdes på, at han forstår, at vi synes det er ok.

Denne historie bekræfter bare, hvor vigtigt det er, at folk sætter sig ind i, hvad det vil sige at få hund og hvilken race. Hunden skal leve med fejltagelsen resten af dens liv.

Omvendt ved jeg også at mange omplaceringer går godt. Jeg fandt en 8 årig hund til svigermor, som stortrives i sit nye liv - og som accepterer vores hund.

Det er virkelig rart at høre, at jeg ikke er den eneste med dén bekymring, og de følelser.
Jeg er helt enig i, at omplaceringshunde sagtens kan få et godt liv. I hvert fald nogle af dem. Og jeg ønsker ALLE hunde et godt liv, og en god og værdig tilværelse. Så naturligvis ser jeg også hellere en hund omplaceret, end lidende i et andet hjem.

Jeg kender flere, som har en omplaceringshund. Og nogle af hundene fungerer godt nok. Det er bare så hjernedødt og hjerteløst, at anskaffe sig en hund, uden at have tænkt tingene ordentlig igennem. Selvfølgelig kan der ske noget tragisk, dødsfald, alvorlig sygdom, ulykker og lign. Og så er det godt, at andre kan tage sig af den enkelte hund.

Jeg er lykkelig for, at jeg fik netop MIN hund, Lili. Hun er en éner, på godt og ondt. Mest godt, men hun er også krævende. Både pga. hendes racer, men også hendes sind. Hun er uhyre følsom, og har været meget, meget usikker. Hun er den helt rigtige for mig, og vi fungerer simpelthen så godt sammen. Men var hun endt op hos en familie med små børn, og karrieremennesker uden forstand på hundens natur og signaler - så var hun enten blevet omplaceret, eller endnu værre : Aflivet.

Det er en skrækkelig tanke, at tænke. Måské er det også derfor det rammer mig så dybt, at mennesker virkelig kan være så ignorante og egoistiske.

Mange af de hunde der bliver omplaceret - skal jo ikke bare forholde sig til et nyt hjem, nye mennesker og et nyt liv. De skal også forholde sig til alt det der skete, i det "gamle" liv. Mange mennesker vælger jo netop at gå af med deres hund, fordi de ikke passer sammen. Eller fordi hunden er "ustyrlig" - selvom der i min verden ikke findes en ustyrlig hund - kun en ukompetent ejer. Den slags oplevelser kan have sat dybe traumer, i de forskellige hunde. Og det er umenneskeligt. Det gør så ondt at vide. :(
Jeg overtog gerne dem alle sammen - og reddede resten af verdenen. Hvis jeg kunne :)

.. Og hvor er det skønt, at se alle jeres dejlige hunde. Giv dem endelig en ordentlig nussetur og et stort smækkys fra mig :)

jeg har selv måtte omplasere 3 hunde modvilligt da det var min x ( de flyttede ind med ham, mens jeg havde en gamle rotte) som der havde taget dem med da jeg smed ham på porten men ca 1 1/2 uge efter stod de i min have, da jeg ringede efter ham sagde at dem havde jeg bare at tage mig af til han skulle bruge dem , det var 3 kleiner munstlænder som var active jagthunde, meldte til ham at det ikke var mit problem, mente han at det var det da han bare skulle bruge dem til jagt,(og jeg er ikke jæger) så efter ca 2 måneder uden at han hentede dem solgte jeg dem, da min dag kom til at være ca2 1/2 time gåtur morgen, spidse lufte af inden arbejde (30-40 min), arbejdeca væk 9 1/2time, så kort luftetur (30-40 min), købe ind lave mad og ud igen i 2 1/2 time, det tog hårdt på mig, (kunne ikke have dem med, da der ikke var ro på dem ) havde jeg fået nok, og ham ver lige glad med dem , så nu er de kommet ud til to active jæger hvor de bliver brugt til det de skal, og har selv skaffet en omplasereing collie og en unghund som der for det første bedere passer til mig, samt at de kan slappe af når de er med på arbejdet og frese rundt når de er ude, (smutter lige forbi hundeskoven på vej til arbejde så de kan krudte af der det tager ca 30-45 min, og en gåtur på en time efter arbejde)+ haven morgen og aften, så nu er der tid til andet end xen krudtugler,som jeg blev påtvunget, uden at blive spurt om jeg havde lyst,,,

og i mit arbejde ved jeg at der desvære en del der anskaffer sig hunde, og tror at hunde er født velopdragne, og når man rådgiver at de kunne prøve at gå til træning med deres hunde glor de på en og kommer med den bemærkning at de ikke havde skaffet en hund for at gå til træning ned den,,,,

mange gange tror mange at når hunden ikke er nuttet mere så skaffer man bare en anden hvalp og yt med den første som om det er et møbel, de tænker ikke over hvad det er de skaffer sig og vi lever jo i et købe og smide væk tid,

så der er desvære to typer hunde folk dem der tager hunde som hunde og så dem der tror det er en købe og smide væk tingst

Sabine - Sikke da et fjols, ham din eks. Øv altså, og en rigtig træls situation du kom i. Når sådan noget sker, kan jeg godt forstå man vælger, at omplacere hundene. I dit tilfælde, var det jo også klart det bedste for dem.
Hvad er dit arbejde for noget? :);

Men du har ret, der er utrolig mange, der bare ikke magter opgaven. Eller som tror, at det altid er et ønskejob, at være hundeejer. For mig er det, for jeg tager det sure med det søde. Men jeg ville da lyve hvis jeg sagde, at "teenage tiden" med min hund var gnidningsfri. Hun var billigt til salg, mange gange. Dog kunne jeg aldrig gå af med hende - men jeg var frustreret ind imellem. Det kan være krævende, at have hund. Især i sådanne perioder. Og jeg har lagt mærke til, at mange af de hunde der er til salg herinde (Som omplaceres) - Er unge hunde , på mellem 3-16 måneder. Det tyder jo virkelig på, at folkene ikke har været klar på opgaven med en hvalp/teenagehund. Eller måské den enkelte race.

Det er dejligt at høre, at du selv har kunnet overtage et par omplaceringshunde. Og hvor ser de dejlige ud! :)

takker kathrine, din ser også nuttet ud.
jeg arbejder i en dyrhandel

det er utrolig så mange der tror at en/flere hunde bare er noget man skaffer og så skipper når det passer en har haft en del af dem midlertid mellem hænderne og rettet en del op og fundet et blivende hjem til dem,, med der er også dem der skaffer dem når de er små og ca 1-3 måneder så er de ikke så nuttet mere og så skifter man bare ud med ny lille hvalp for den er såååå nuttet, har selv nægtet at sælge til nogle kunder som der kom med deres 4-5 måneders kanin blot for at tage en ny med hjem der var 2 måneder det er jo det samme med en del hunde desvære,,,, jeg ved jo at jeg ikke er og aldrig bliver til jagthunde, og de var ikke kommet inden for min dør hvis det dq ikke lige var det at han havde dem før vi var flyttet sammen,,,, så jeg regnede med jeg var fri for dem da han flyttede,,,,, ggggg,,,, jeg var på udkig efter rotweitter og ender med 2 collier ,,, pyt de har jo også ca det samme tempremant som der passer mig ,,, men det er jo også det det handler om af finde dem der passer til det man skal bruge dem til,,,,,

Mange tak :) Hun var dog kun knap 6 måneder, da billedet blev taget. Hun ser ikke helt sådan ud, længere. Men hun er stadig lige dejlig :);
Åhr, ja okay. Så har du det jo helt inde på livet. Det må godt nok være svært at se på, hvor ligeglade folk kan være, med deres dyr. Puha. Jeg kunne ikke holde til det, jeg ville få et tøseflip, hver gang det skete. :);

Men du har helt ret, der er mange der hurtigt giver op. Og en hund, især en hvalp, er hårdt arbejde. Mange tror sikkert ikke, at de har skadet hunden. Men virkelig mange hunde er dybt traumatiseret, når de skal skifte hjem pga. problemer.
Personligt ville jeg heller ikke kunne "enes" med en jagthund, med så stærke drifter. Selvom jeg synes Kleiner Münsterlender er nogle ekstremt lækre vovser. Min tidligere chef avlede på dem, og Nova Scotica Duck Tolling Retriever. Fantastiske hunde - men jeg ville ikke kunne give dem det liv, de fortjener og kræver.

Collier er dejlige vovser. Min egen har selv en smule Border Collie, og det er en skøn race. godt du har fundet et par hunde du passer sammen med, og er glad for :)

Har lige indsat et nyere billed, af min blanding.. Med det bedste, fra 3 racer: Schæfer, Border Collie og Labrador :)

hej havde gættet at der bar scäffer og border i hende men ikke labren
skal lige finde mit fotoapperat frem da der er problemer med at få mobil billedernne her på

jeg giver dig ret de er lækkere men nogle krudtugler især når de ikke bliver brugt, det er som om de havde damp,,,
det er det samme med rene border, de bliver også damp hunde hvis de ikke bliver brugt

Hun er også hovedsageligt Schæfer og Border Collie i hendes sind. Men Labradoren kommer dog op i hende, når de drejer sig om apportering - og mad. Hehe.. :D

Ja, det er klart. Hundene er jo avlet til jagt, så de skal bruges for at kunne fungere. Når de får afløb for deres instinkter, så er de fantastiske hunde :);
Men en Border Collie kan absolut også være skrækkelig, hvis ikke den bliver stimuleret ordentligt. Og det er hammer synd for hundene, for det er jo pga. frustrationer. Border Collier kan dog være en smule svære, at blive ved med at finde udfordringer til. De er simpelthen så kloge :)

Jeg har hygget mig vældigt med at læse jeres indlæg i den her tråd. På søndag henter vi nemlig en halvanden år gammel omplaceringshund, som er bordercollie-golden retriever-kleiner münsterländer. Det lader til, at vi får en hund med krudt i. Vi har jo i forvejen vores skønne islandshund, og har længe ønsket os en hund mere. Jeg tror vi får det sjovt med nummer to! Vi skal jo lige se hvad han kan, men ellers er det spor, agility mv. Vi træner i DcH-Ribe + alt det andet sjov, vi laver i løbet af ugen.
Og ja, vi har tænkt os godt om og snakket grundigt med de nu snart forhenværende ejere.
Og ja, vi har ført haft en omplaceringshund. Det var en hollandsk hyrdehund på samme alder, som var fuld af krudt.
Og ja, vi har mindst 100¨års hundeerfaring ;-D så vi skal nok klare opgaven, I skal ikke være nervøse.

Tillykke Kaj med den nye hund.

Du har ret, det lyder som en hund med krudt i. Omvendt er golden og borderen også kendt for at please deres ejere. Jeg kender faktisk ikke sindet på en kleiner münsterländer.

Jeg mente også selv at have mange års hundeerfaring, men måtte melde hus forbi, da Walder er mere skadet, end jeg havde regnet med, da jeg overtog ham. Men det er jo min fejl, at jeg ikke havde undersøgt tingene ordentligt, Samt vigtigheden af at kende hundens tidligere ejer.


Held og lykke,

Tilykke med hunden :-);

Øhh - 100 år - må du godt have to hunde på plejehjemmet - hehe

Ja, Bastian/PJ.... der findes ikke det plejehjem, der kan holde mig inde - eller holde mig ud... Men det er forhåbentlig længe til, da jeg kun er en dreng på 51. Sanne: Vi kender jo ikke familien personligt, men vi har haft nogle skriverier frem og tilbage, og vi har talt sammen i telefon nogle gange. Hunden har haft en skøn opvækst og er elsket og vil blive savnet af dem, men der er sket ting i deres liv som bevirker, at de ikke kan give hunden de udfordringer og oplevelser, den fortjener. Det tro vi på, at vi kan, da hverdagen med hunde er en meget stor faktor for os.
Jeg agter at skrive på min blog om den første tid med omplaceringshund, jeg skal nok sætte et link her senere. Hvis jeg kan hjælpe andre bare en lille smule er det en ringe ulejlighed.

Kaj - Stort tillykke med din nye hund, jeg håber du bliver rigtig glad for den. Du får garanteret din sag for, med sådan en blanding. Men min egen pige er halv Border Collie, og jeg kunne´ikke ønske mig et andet sind :);
Godt at høre, at hunden har haft et godt hjem inden, og får et godt hjem efter. Gid det altid kunne være sådan en solstrålehistorie, med omplaceringshunde. Jeg glæder mig til at høre om, hvordan det går med det nye familiemedlem. Og ja, lad os da håbe der går mange år, før et plejehjem bliver aktuelt for dig. Til den tid må man sikkert også godt få hunden med! :)

Hej Kaj.

Du har så ret. Det er ingen ulejlighed at hjælpe andre en smule. Det kommer tit igen på en aller anden måde.

Da jeg overtog min hund, var jeg nok temmelig desperat. Min gamle hund havde jeg givet fred, og jeg kunne ikke holde ud, at være herhjemme alene. ( Min mand arbejder om aftenen ) Jeg havde ellers bookede mig ind på en hvalp, men synes der var meget lang tid til at den kunne flytte hjem til os. Så derfor blev mit køb nok lidt uovervejet. MEN nu er han her, og jeg (vi) arbejder meget med ham hver dag. Men han bliver ikke en hund, som bare kan komme ud til familien og blive passet et par dage, som den gamle.

Glæder mig til at læse om det nye familiemedlem.

God weekend.

Det er kun skønt, at der er nogle dejlige mennesker, som kan overtage en hund og give den en ny chance. Helt sikkert. Og det er rigtig godt at høre om en god historie, med omplacering. Så er det ikke ren ulykke det hele :)

Hej I rare hundefolk.
Jeg er den glade ejer af to genbrugshunde, og jeg har været hundeheldig med begge to.
Først købte jeg Gizmo på ca. 10 måneder , der viste sig at være en blandingshund og slet ikke af den race, som jeg troede - i bonusgave er han smæk fyldt med allergi :-) Da jeg havde fået styr på allergien, købte jeg Luca på 2 år, så Gizmo kunne få en ven. Luca måtte lige have en operation på begge øjne, og så blev hun også en glad hund. Nu har jeg to herlige hunde, som trives i hinandens selskab, og giver mit liv masser af positivt indhold hver eneste dag - så jo, det kan godt lade sig gøre at omplacere hunde med et godt resultat for alle parter.
Mange hilsner fra Gizmo, Luca og Lillian.

Tak skal I have for jeres søde ord. En af grundene til, at vi godt tør binde an med sådan en fætter er jo, at vi i 2001 overtog en hollandsk hyrdehund på samme alder. De første to mdr. brugte vi lidt krudt på at fortælle ham, hvem der var "top dog" da han nærmest var totalt uopdragen, men vi fik 7 skønne år da han var en glad, legesyg og arbejdsom hund. Og lærenem. Uanset hvad vi ville lære ham tog det højst fem minutter, så fattede han det. Den hund vil vi altid savne og bære med os, og den lærte os så mange ting at vi føler vi har noget at give den næste. Og søndag morgen tidlig kører vi afsted for at møde den nye og håber at alt går så vel, at jeg kan sidde her søndag aften og fortælle om ham ;-D

Lillian:
Min faster har overtaget 4 omplaceringshund, som har været glad og dejlige hunde. Så jeg ved godt at det oftes går godt med at omplacerer hunde.

Faktisk købte de en super dyr raceren hund til rigtig mange penge, som desværre var over racens almindelig standard samt med dertil hørende skavanker. Desværre måtte han aflives som 6 årig, da hans krop ikke kunne klare det mere. Så min faster skal have omplaceringshunde fremover - har hun sagt.

Personligt er jeg bare overrasket over hvor hurtigt en hund bliver skadet - og det ofte for livet.
I mit tilfælde har jeg fået mig en hund, som kræver arbejde hver eneste dag, ellers glemmer han hvad han har lært. Men så keder jeg mig ikke, og får motion og frisk luft. Skønt.

Kaj: Da vi fik Walder hjem, brugte vi også en del krudt på at lære ham, hvem der bestemte, men
det var åbenbart ikke lige den måde, som han skulle have det på. Nu bliver al indlæring trænet med overdrevet kropssprog istedet for alm./gammeldags lydigheds træning. Det begynder så småt at virke, men jeg skal lige igennem al den dårlige erfaring han har haft i sine første 5,5 måneder.
Han skal nok blive en god hund - med tiden. Lige nu ligger han ved mine fødder og snorker veltilpas.

kej: tillykke med den nye huni gælde mig på dine vejne,,,,,,

sanne: ja det tager ikke labg tid at lave store physiske skader på eb hund, men sikke et arbejde der er med at rette dem op igen, hvor gammel er han nu da

julian det er som real en af de overrakelser der kan komme med, det at de gamle ejer glemmer at sige at vovsen er syg, men det tiger man bare med og håber at de ikke kender købeloven med, at det var en skjuldt fejl ven hunden/dyret så de kan blive hængt op på dyrlægeregningen, men bare smide den videre til andre


når nu er vilddyrene kommet ind igen så jeg ville sove, bliver en hård dag imorgen ....ggg .. skal til barf fodrings, kursus (fordrag) det er ulæmpen ved mit arbejde,, men nødvendigt, der skal man jo være i fronten med bl. ernlæringrådgivning, og pleje osv osv

Sabine: Walder bliver 2 år om 3 uger. Så det er en skade, der er kommet for livet. Men jeg ved hvad der skal gøres ved det - besøg hos vores søde kiropraktor.

Så har vi hentet Oskar, og sidder nu og hygger os med ham. Det er tydeligt, at han kommer fra et godt hjem og han er fuld af gode egenskaber. Han skal bare lige lære, at man ikke knurrer ad kattene ;-D

Sanne: vi bruger heller ikke de gammeldags metoder - men en hund skal vide hvem lederen er uanset metode. Og det kan man sagtens fortælle den, bare ved at være tydelig i kropssprog, som du nævner, og ved at være konsekvent. Hos en blød hund - som f.eks. islandshunden - kan man være den bløde leder. Har man en 70 kgs. grønlandsk slædehund er dette ikke helt nok, så man skal jo indrette sig efter hundens psyke. Men det emne er der jo i forvejen skrevet tykke bøger om...

Tillykke med ham! Skal vi ikke lige se et lille billede! :)

Hej Kaj

Tillykke med Oskar - skønt navn :-)

Jeg glæder mig til at se et billede af ham

Jeg kan desværre ikke sætte billeder ind pt, da forbindelsen mellem kamera og pc er gået.

Her er min blog, hvor jeg vil skrive lidt om det, at få en omplaceringshund: http://kajl-ethundeliv.blogspot.com/

Kaj: Jeg tror egentlig vi er meget enige.

Held og lykke med Oskar.

Her er så et billede alligevel. Han er en herlig hund, nu ligger han og snorker (!) i sofahjørnet ved siden af mig.

Hvor ser han skøn ud. Stort tillykke med ham! :)

Han ser rigtig dejlig ud! :)

Hvor ser han skøn ud Kaj.

Endnu engang held og lykke med ham.

Noget smalt syn på tingene! Der er nogen gange omstændigheder som for alle parter kun kan ende negativt hvis hunden ikke får et nyt og egnet hjem. VUF!

Ud af en flok på 8 Beagler har de fire været "genbrugshunde".

En tæve på 1.½ år, som vi var ejer nr. fire til.
Hun var kommet retur til sin opdrætter, grundet adfærdsproblemer, som alenehund. Hun blev mor og mormor til vores hvalpe.
To avlstæver fra en kennel på 7 og 9 år.
De Levede et godt og langt liv som "pensionister" hos os.
En privat avls-og familiehund på 9.½ år, vi reddede fra at blive aflivet.

Alle 8 Beagler 1 han og 7 tæver, havde et godt og langt liv som elskede familiehunde hos os i Nivå, til deres dages ende.