Hej
Jeg skrev for ikke så længe siden, at vores Cavalier King Charles var blevet angrebet og slået ihjel af en Mastiff men dette indlæg er altså mere positivt.
Da vi mistede vores lille Clooney var jeg så chokeret og ked af det og jeg kunne slet ikke tænke tanken at skulle have hund igen. Ikke kun fordi jeg savnede min hund men også fordi, hvem skulle have modet til at gå på gaden med en ny hund.
Jeg er gået fra ikke at skulle have hund igen, til at vi måske skulle have hund igen til at vi nok skulle have hund igen om et stykke tid. Og det er faktisk fra dag til dag, at jeg har rykket mine holdninger.
Og hvad så nu.... Ja, nu ligger der en lille lækker Cavalier King Charles tæve på 11 uger ved min side. Efter stærke forhandlinger i familien er vi blevet enige om navnet Stella.
Det skal siges, at jeg har været under pres fra den øvrige familie og som min yngste søn (13 år) sagde, så er det da bedre at savne Clooney MED en ny hund i familien end at savne ham helt alene.
Og han har jo ret den kære søn. At det gik så stærkt skyldes selvfølgelig også, at der lige var en god hvalp til os nu.
Vi hentede hende i lørdags og hun har ikke været så meget udenfor matriklen endnu. Jeg kan godt mærke, at jeg er mere opmærksom når jeg er ude med hende, men jeg skal nok lære at slappe af igen.
At det blev en Cavalier King Charles Spaniel igen skyldes vist alene, at det er "vores race" . Vi havde før en tricolor han og hende her er en blendheim. Så samme race men et andet køn og en anden farve.
Det er bare skønt med en hund i huset og i familien - uden går ikke, det kan jeg godt se.
Connie