k?ber vokser ikke ens

Skriv til Tanddyrlægen


Beskrivelse

Hej

Vi har lige været til dyrlæge med vores lille malteser på 3,5 md. og fået at vide at underkæben ikke vokser lige så meget som overkæben. Den skal til sommer have enten filet eller bortopereret undermundens hjørnetænder, da det er temmelig meget - ca. 1 cm.
Har nu talt med en bekendt, som har en hund med løvekæbe. Den har fået predesolon (kan ikke stave det) men det har hjulpet.
Er det mon det samme vores lille hund fejler?

27-12-2011

Svar

Hunde kan ligesom mennesker have under- eller overbid. I de tilfælde, hvor hundene har overbid - dvs. at overkæben er for lang i forhold til underkæben - kan det betyde, at underkæbens hjørnetænder vokser op i ganen. Hvis det er tilfældet, bør det behandles. At file på tænderne er ikke en behandling man idag anbefaler, da det medfører en del smerte og kan betyde, at tandnerverne i de behandlede tænder dør. Istedet opereres tænderne ud, skæres kortere og rodbehandles eller reguleres. Idag er regulering den bedste behandling for de fleste hunde. Ved hjælp af bøjler, rettes hjørnetænderne ud op plads, fri af ganen. Over- og underbid er normalt en arvelig lidelse.
Løve-kæbe (Cranio-mandibular osteopathi, CMO) er en helt anden sygdom, som dog også er arvelig. Den giver forkalkninger i underkæben og knoglerne omkring kæbeleddet. Udviklingen af sygdommen stopper normalt når hunden er udvokset, men kan bremses (og smerterne dæmpes) ved behandling med prednisolon. Enkelte hunde må aflives på grund af CMO, men de fleste kan få et næsten normalt liv med sygdommen.
Prednisolon har ingen effekt på over- eller underbid.


Med venlig hilsen
Specialdyrlæge Jens Ruhnau