Hunderacer: hvad forstår vi ved det og hvor mange findes der i verden?

Efter årtiers hårdt arbejde kan videnskabsfolk stadig ikke give et klart svar på hvor, hvornår og hvordan ulven blev tæmmet til at være menneskets bedste ven. Nogle anslår tidspunktet til 10.000 år siden, andre siger 30.000.
En gruppe siger det skete i Europa, andre siger Mellemøsten eller Østasien.

Ifølge en teori tæmmede nogle af de tidligere jægere og samlere ulven og arbejdede aktivt med hundeavl, ifølge en anden skete processen af sig selv, over adskillige generationer, idet ulvene opsnuste kadaverer der var blevet efterladt af jægere og over tid blev en fast inventar omkring lejrbålene.

For at gøre det hele mere forvirrende, tyder nyere forskning på at hundene blev tæmmet ikke én, men hele to gange i historien. Det, vi med sikkerhed kan sige, er at mennesket tog hunden til sig længe før det holdt kvæg, høns, katte eller noget andet dyr.

Nyttevædien var stor — hundens uovertrufne lugtesans og dens fysik var lige hvad jægeren havde behov for, når han skulle opspore vildtet der gemte sig inde i skoven. Dermed havde den tæmmede ulv en klar arbejdsfunktion som jagthund. Til gengæld ville jægeren tage sig godt af den, hvilket også betød fodring med rester af det nedlagte vildt.

At hunde er sociale dyr og er i stand til at gøre hvad der er bedst for gruppen har bestemt også spillet en betydelig rolle i skabelsen af alliancen med mennesket.

Hundens mange roller

Det siger sig selv, at forskellige jagtformer kræver forskellige kvaliteter fra hundene. Både størrelse og mentalitet spiller en rolle.

Skal man opspore vildt, er en større, besindig hund at foretrække.

Til gravjagt vælger man nok en mindre hund der er alt andet end besindig, og som ikke er bange for fysisk kontakt med ræve og grævlinge.

Når racerne er blevet til, er det fordi at de har fået en hjælpende hånd fra os. Man har villet dyrke nogle helt bestemte karaktertræk hos de enkelte hunde, alt efter hvad hunden skulle bruges til.

Mange af arbejdsfunktionerne fylder mindre i dagens samfund, men hundens natur vil stadig bære præg af dens oprindelige rolle. Mange vil også udvise trang til at udføre det arbejde som de i tidernes morgen er fremavlet til.

Hundens indre drifter skal ikke undervurderes: mange adfærdsvanskeligheder kunne reduceres betydeligt hvis ejeren forstod racens oprindelse og var bedre til at tolke den enkelte hunds signaler.

Alverdens hunderacer

Det er den internationale hundeorganisation, Fédération Cynologique Internationale (FCI), der står for koordineringen af de nationale kennelklubber og sikrer at stamtavler og dommere er internationalt anerkendt.

FCI anerkender omkring 400 hunderacer på verdensplan.

For at en race kan godkendes, skal populationen være af en betragtelig størrelse og indeholde tilstrækkelig mange individer, som ikke er beslægtet med hinanden. Processen med godkendelsen af nye racer varer mange år.

Vi ved fra arkæologiske fund at der har været forskellige typer hunde i flere tusind år. De moderne hunderacer er imidlertid opstået for relativt nylig.

I England blev mange af de kendte hunderacer, såsom beaglen, labrador retrieveren og Jack Russel-terrieren, avlet under den victorianske tid (1830-1900) og det var da også i 1873 at den engelske kennelklub så dagens lys.

Udover Storbritannien er Tyskland og Frankrig også storproducenter af hunderacer — næsten halvdelen af de anerkendte hunderacer i verden er “ejet” af de tre lande.

Danmark er repræsenteret med tre racer på listen: broholmeren (en race af typen mastiff, opkaldt efter herregården Broholm i Gudme), den gamle danske hønsehund (fremavlet i 1700-tallet ved at krydse jyske gårdhunde og udenlandske racer) og den dansk-svenske gårdhund (æren for racen bliver delt med Sverige, hvor den blev kaldt skånsk terrier).

I skrivende stund optræder grand danois’en, den danske hund, slet ikke på listen. Dansk Kennel Klub har nemlig indgivet indsigelser mod, at Tyskland er anført som oprindelsesland for hunden.

Endelig er den danske spids heller ikke at finde på listen, men dette skyldes at FCI endnu ikke har anerkendt racen. Dansk Kennel Klub udsteder — som den eneste FCI-anerkendte organisation i Danmark — stambøger i overensstemmelse med internationale standarder.

En stambog er en hunds anetavle. Den siger noget om forfædrene og deres karaktertræk. Derudover er der et andet dokument der spiller en central rolle i bevarelsen af hunderacer, den såkaldte standard. Racestandarden er en beskrivelse af hvordan hunde tilhørende en given race ser ud, hvilke karaktertræk de har og hvad de oprindeligt har været anvendt til. Standarden fungerer som en slags rettesnor for den enkelte avler.

Inddeling af hunde

At gruppere hunde er en vanskelig opgave. De fleste racers herkomst er ikke bare sådan lige til at udrede, og derfor er en inddeling efter afstamning umulig. Mere hensigtsmæssigt er det at forholde sig til de karakteristika vi finder i racestandarderne, og som altså inkluderer både ophav, fysiske karaktertræk, adfærd og temperament samt anvendelsesområde.

FCI inddeler således racerne i 10 grupper:

# Hyrde og Kvæghunde

# Schnauzere, pinschere, molosser og sennenhunde

# Terriere

# Gravhunde

# Spidshunde

# Drivende jagthunde og schweisshunde

# Stående jagthunde

# Apporterende jagthunde

# Selskabshunde

# Mynder

I sagens natur er sådan en inddeling noget arbitrær. Fokuserer vi på anvendelsesområde, lægger vi for eksempel mærke til at nogle af medlemmerne i gruppe to, såsom schnauzeren eller pinscheren, har haft til opgave at holde mus og rotter nede, mens boxeren eller grand danois’en virkede som jagthunde. Atter andre, som Berner sennen hunden, var gårdhunde og havde bl.a. til opgave at trække bøndernes kærrer.

Den noget brogede gruppe kunne sagtens inkludere en hyrdehund eller to. Gruppe ni, selskabshunde, er givetvis den bedste til at beskrive medlemmernes nuværende anvendelsesområde. Selskabshunde er som regel små, men så hører ligheden også op. Nogle har en stor pelspragt, andre normal og atter andre er hårløse.

Selvom de fleste kan regnes som familiehunde, er der også racer som er gode brugshunde. En del af dem er de såkaldte tempelhunde, deriblandt den tibetanske spaniel (som rent faktisk slet ikke er nogen spaniel). Den var selskabshund for munkene på de tibetanske klostre, hvor den også fungerede som vagthund. Fra klostermurene ville den advare munkene og de store mastiffer om fremmede der nærmede sig. Takket være dens løveudseende havde den også en mytologisk symbolværdi og man mente at den kunne “jage onde ånder væk”.

Familien Danmark elsker deres hunde

At holde hund i Danmark er i dag primært forbundet med hygge. Hundene er for længst flyttet fra lade og udhus og ind i den varme stue. Man anslår, at en halv million husstande i Danmark har hund, og det samlede antal hunde ligger et sted mellem 550.000 og 600.000. Af disse har ca. kun en tredjedel en stambog fra Dansk Kennel Klub.

En tredjedel er enten uden stambog eller har stambog fra andre organisationer, og en tredjedel er blandingshunde.

At det hele ikke er leg og hygge og hunden stadig kommer på arbejde, er bl.a. politiet et godt eksempel på. Hundens næse er trods alt noget skarpere end vores og er en uvurderlig ressource når der skal findes spor.

Men hunden kan også “gøre tjeneste” for den enkelte borger — især handicappede nyder godt af den loyalitet, venlighed og skarpe sanser som man kun finder hos en hund. Det er i øvrigt ofte en hund hjemmehørende i gruppe 8, en apporterende jagthund, man ser i den rolle. Men dette er retrieveren formentlig ligeglad med.

Powered by Froala Editor