Golden retriever: gylden i mere end én forstand

Selvom en Golden retriever i dag værdsættes som familiehund, er den oprindeligt skabt til at være arbejdshund. Ligesom så mange andre populære hunderacer, deriblandt den noget mere udbredte labrador, er goldens et resultat af den britiske adels anstrengelser i 1800-tallet for at fremavle den perfekte jagthund.

Fra Brighton til Glen Affric

Det var også hvad Dudley Coutts Marjoribanks, den første Baron af Tweedmouth, havde i tankerne da han i 1865 besøgte en skomager i Brighton, England. Skomageren havde et kuld flat-coated retrievere (som på den tid blev kaldt wavy-coated retrievere). Alle på nær én var sorte. Marjoribanks fik interesse for afvigeren, en gul retriever ved navn Nous (gælisk for visdom). De to blev hurtigt enige om en pris, og snart var hund og ejer på vej nordpå, mod Skotlands højlande.

Dudley Marjoribanks var ikke nogen fattig mand. Noget af formuen var arvet, og resten var resultat af formandsposten for "Meux Brewery Company". Både i kraft af sin økonomiske slagkraft og i kraft af sin plads i det britiske parlaments underhus, var Marjoribanks en indflydelsesrig mand. Han stammede fra grænselandet, men da det midt i 1800-tallet pludselig blev forbundet med prestige at have ejendom i højlandet, købte han Guisachan (“grantræernes sted”), en ejendom sydvest for Inverness, i nærheden af den sagnomspundne Loch Ness. Et antal landmænd havde til huse der, men fik at vide at når de havde fundet et andet sted at være, ville Marjoribanks gerne have deres farme. På den måde bidrog rigmanden til de såkaldte “Highland Clearances”, en process hvori de traditionelle beboere blev tvunget til at give afkald på deres land og landbrugsdyr. 

Nous møder Belle

Hvorom alting er, var Guisachan det perfekte sted for rype- og hjortejagt. Især fuglejagt var blevet noget af en udfordring: fremskridt i våbenteknologien gjorde at man var i stand til at nedskyde fugle over længere afstande, og flere og flere fugle gik tabt i det sumpede landskab. Behovet for en stabil og dygtig apportør var tydeligt. At få skabt sådan en hund krævede naturligvis en viljefast og målbevidst menneskehånd. Den intetanende Nous blev i 1868 introduceret til Belle, en Tweed water spaniel fra Ladykirk, og elskovsakten resulterede i fire gule hvalpe, allesammen tæver. Gennem de næste 20 år arbejdede Marjoribanks ihærdigt på at fremavle den perfekte jagthund: energisk og kraftfuld, men samtidig blid og nem at træne. To flat-coated retrievere, en St. Johns vandhund, en rød irsk setter og en sandfarvet blodhund er blandt de nævnte racer i Marjoribanks optegnelser. Han døde i 1894 (som Lord Tweedmouth), og nåede altså ikke at se sit livsværk blive anerkendt af den engelske kennelklub.

Den første golden blev registreret i 1903, under navnet “Flat-Coats-Golden”. Kennelklubben så nemlig hunden som en afart af retrieveren og ikke en særskilt race. Dette blev der lavet om på i 1911, hvor også "Golden Retriever Club of England" så dagens lys. Hunden var i nogle år kendt under navnet “Golden or Yellow Retriever”.

Goldens mange kendetegn

I dag er goldens anerkendte for nogle af de samme karakteristika som den skotske adelsmand i sin tid stræbte efter. En goldens behov for at behage, kombineret med en høj intelligens, gør den til en værdsat følgesvend, familiehund, tjenestehund. At være aggressiv er i strid med retrieverens natur: den er venlig og kærlig over for alle, kendt som ukendt. Den lalleglade hund plejer dog at have forkærlighed for folk der giver den en godbid. En golden retriever er en lydig hund (den blev, trods alt, skabt med jagt for øje). Lydighed er i øvrigt noget den har meget nemt ved at lære — hvis ellers indlæringsmetoden er blid, og den rette motivation er til stede. Man skal i øvrigt være opmærksom på, at goldens fra en arbejdslinje har væsentligt højere drift og energiniveau end goldens fra en udstillingslinje. Uanset opdrætslinje er en golden tro mod sine rødder og er i sjælen en vandglad, apporterende jagthund. Derfor en vis mængde motion og stimulering nødvendig. Et andet kendetegn er selvfølgelig farven — som racen trods alt er opkaldt efter. En golden er normalt gyldent gul, men findes også i cremefarvede varianter og som dyb gylden. Pelsen er tyk, og enten fladtliggende eller bølget. Underulden er vandskyende og tæt. For at undgå at pelsen filtrer, bør man jævnligt børste hunden. En golden har det i øvrigt med at fælde meget — præcis hvor meget afhænger af den enkelte hund. Du skal dog forvente en kraftigere fældning to gange om året, forår og efterår.

Den gyldne hunds arvelige problemer

I lighed med de øvrige retrieverracer er goldens disponerede for en række sygdomme. Dansk Retriever Klub har i samråd med Dansk Kennel Klub bl.a. haft fokus på hofteledsdysplasi, arvelig grå stær samt fremadskridende nethinde-svind (progressiv retina atrofi). Det har resulteret i både "avlsrestriktioner og avlsanbefalinger. Kræft — deriblandt lymfe- og hudkræft (især mastcelletumor) — er en hyppig sygdom blandt goldens.

I de senere år har der været forsket en del i sygdommen, især i USA, hvor forekomsten af kræft hos goldens er noget højere end i Europa. Opdager man en knude på sin hund, anbefales det at man kontakter dyrlægen (de fleste knuder er heldigvis godartede). Opdager man ikke den primære kræftknude, vil der være andre tegn som alligevel ville kræve dyrlægebesøg. Din hund taber sig måske trods normal appetit, er svag og trives ikke.

Retrieveren vender hjem

Fra tid til anden arrangerer den skotske golden retriever klub en sammenkomst for golden-entusiaster fra hele verden. I 2013 ankom hele 222 goldens sammen med deres ejere til landsbyen Tomich i de skotske højlande. Mens mørket faldt på over de belyste ruiner af Guisachan, udbragte de besøgende en skål for Lord Tweedmouth. Arrangementet varede i fire dage, og var eftersigende et hit blandt både to- og firbenede. Det næste event skal afholdes i juli 2018.

Powered by Froala Editor