Når hunden spiser afføring

“Hvorfor spiser min hund afføring?” hører til et af de mest stillede spørgsmål på landets dyreklinikker. Læs mere om fænomenet og hvad du kan gøre for ændre din hunds uappetitlige vane.


Koprofagi (hvilket er den videnskabelige betegnelse for konsumering af ekskrementer) er et forholdsvis udbredt fænomen i dyreriget: hunde, kaniner og marsvin står højt på listen over dyr der gerne sætter tænderne i egen eller andres afføring.

Derudover ser man at ungerne hos elefanter, koalaer, pandaer og flodheste spiser afføringen fra deres mødre eller andre dyr i flokken. Disse dyr har ikke de nødvendige bakterier i tarmene til korrekt fordøjelse af vegetation i deres respektive økosystemer.

Når det gælder hunde, er der ikke en entydig forklaring på fænomenet. Til forskel for kaniner, er afføring ikke en vigtig kilde til næring for hunde.

Det er imidlertid normal opførsel i nogle livsfaser: tæven vil slikke sine unger i de første tre uger for at lære dem at skille sig af med efterladenskaberne. Hvalpene vil selv give sig i kast med at spise både deres egen og andre dyrs afføring — det være sig fra hund, kat, hest eller gæs. Denne praksis ophører ofte inden 1-års alderen, men for nogle hunde fortsætter det i voksenlivet.

Sund tarmflora

Når det sker i hvalpestadiet, er indtagelse af afføring en del af hvalpens udforskning af omverdenen. Bortset fra at det ikke er et appetitligt syn, er det ganske harmløst for hvalpen at spise egen afføring. Andre dyrs ekskrementer kan dog have en uheldig virkning på hunden, idet der kan være vira, parasitter og toksiner i afføringen.

Selvom den “dårlige” vane ofte er tillært, er der noget der tyder på at hunde godt kan lide (eller kræver) ufordøjede elementer i afføringen. At hunde som oftest foretrækker afføring der er under to dage gammel, fortæller os netop at de er ude efter mikrobiomer der kan hjælpe dem med at opretholde en sund tarmflora. Det er hundens måde at holde sig sund på.

Andre gange vil en hund, der har fået en hurtig måltid, gylpe føden op og dernæst forsøge at spise dette opkast. Dette er igen for ikke at gå glip af “det gode” i foderet.

Hvad du kan gøre ved det

Normalt skelner man mellem hunde der “altid” har spist afføring og hunde der er begyndt på det for nylig. Udover de førnævnte årsager kan fænomenet være en måde at søge opmærksomhed på for hunden, eller det kan være et forsøg på selvaktivering efter længere tids ophold i f.eks. hundegård. Det kan dog også være et tegn på sygdom (f.eks. nedsat bugspytkirtelfunktion eller bakteriel overvækst).

Selvom koprofagi hverken er unormalt og kun sjældent er et tegn på sygdom, foretrækker de fleste hundeejere at hunden undlader at spise ekskrementer. Her er afholdenhed en oplagt metode: man samler ganske enkelt al afføring op i hundens umiddelbare omgivelser. Ude i det fri kan en snor selvfølgelig være en nødvendighed. Når hunden lige har afsat sin afføring, gælder det om at aflede dens opmærksomhed (f.eks. ved at kaste en bold). Alternativt kan man lære den en kommando ("slip" eller "stop"). Giver du hunden en kost med et højt protein- og fiberindhold og et lavt kulhydratindhold, gør du dens egen fæces mindre smagsmæssigt tillokkende. En jerntablet i maden dagligt kan også have en god effekt. 

Powered by Froala Editor

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

Log ind for at kommentere og give stjerner