Skab tillid til din hvalp

Hele fundamentet omkring tillid, skal lægges fra det øjeblik du får hvalpen hjem


Skab tillid til din hvalp

Hele fundamentet omkring tillid, skal lægges fra det øjeblik du får hvalpen hjem. Det bygges der så stille og roligt videre på, alt imens hvalpen bliver til unghund og voksen hund. Tillid er et bærende element i godt hundehold, og er vigtigt for både hund og ejer – og hele familien… Det er vigtigt at have fokus på hvordan tilliden bygges op, men også at man ikke får den brudt i en kedelig stund. Ikke at det er umuligt at bygge op igen, men med tanke på at for hver gang den er brudt, så kræver det mere at bygge op igen.

Så i meget korte stikord, handler tillid om at sætte hvalpen på opgaver som den kan mestre, være en støtte i dagligdagen, når nye udfordringer skal opleves, guide og vejlede i det som mødes, belønne den ønskede adfærd, samt have en kærlig konsekvent omgang med hvalpen/hunde. Nedbrud af tillid er brug af magt, straf og inkonsekvens.

Allerede fra første dag du har hvalpen hjemme, melder der sig store udfordringer set med hvalpens øjne. Tænk på den bliver fjernet fra alt hvad den kender til. Mor, søskende, familie og dufte. Måske har du haft lejlighed til at se hvalpen inden den skal hentes, så du ikke er helt fremmed for den. Måske er der duftmæssige indtryk som er givet undervejs, eller du får noget fra hvalpekassen med hjem, som dufter af mor og søskende. Men set med hvalpens øjne, er du pludselig ALT. Måske er det første gang den skal ud at køre bil, når I skal hjem til egen matrikel, og hvor lang er turen lige… Her kan du støtte ved at sidde med hvalpen, så det er nødvendigt med en chauffør til at klare kørslen. Du kan give tryghed og varme, sørge for rolig vejrtrækning, og være opmærksom på hvalpen, når det måske er tid til at skulle ud og tisse, have lidt at drikke eller andet. Hvis det er en lang køretur, er det vigtigt med lidt pauser. Både så hvalpen ikke når at blive køresyg, men også for der kan kobles lidt indtryk på undervejs, så der er en mentalt træthed, der gør det nemmere at sove til I kommer helt hjem.

Vær der 100%, følg hvalpen i sin snusen, og sørg for der ikke pludselig kommer en forskrækkelse i form af løse hunde eller en hel børnehave som vil tage kontakt. Når I kommer hjem, er det tid til at tisse udendørs først. Det er en god idé at gå omkring hjemmet, eller i haven, indtil hvalpen har tisset. Ellers er der større risiko for det er det første som sker, når I træder ind af døren. Bliv ude til det er sket, ros hvalpen, og gå så ind og se på herlighederne. Lad hvalpen undersøge hjemmet i eget tempo. Lad den snuse hvor den vil, til det den vil, og del evt. hjemmet op hvis der er mange m2. start med de områder hvor I opholder Jer mest, og tag resten i etaper. Hav fokus på at alt er nyt for hvalpen, så støt den i oplevelserne, og sørg for der ikke kommer alt for mange indtryk på alt for kort tid. Der kan være ting som den bliver forskrækket over, og her kommer støtten og starten på tillid op. Vis at det ikke er farligt, brug den tid der skal til, så der opnås tryghed og det bliver en god erfaring.

Når tiden er kommet til de ydre omgivelser skal udforskes, så vælg med omhu hvor I starter. Sørg for det bliver en god tur, og mød gerne nogle artsfæller, blot de er venlige og imødekommende overfor hvalpen. De indtryk og oplevelser hvalpen får frem til 3-4 måned sætter sig godt fast, så det kan virkelig betale sig at investere tid og kræfter i det bliver godt og positivt. Det lønner sig de næste mange år frem. Når der er tryghed i nærmiljøet og hvalpen er ved at være klar til flere udfordringer, kan og skal de opsøges i stille tempo, og med fokus på at der også skal være fridage, hvor der ikke puttes en masse nyt på. Du kan gå i gang med forskellige former for problemløsning, og her er det vigtigt at starte så nemt, at det bliver en succes for hvalpen at løse. Her bygger du også tilliden op, du finder spændende ting og opgaver, hvalpen kan løse det, får ros og belønning, og dermed har du en stjerne i hvalpens bevidsthed☺ Også her bygges der mere og mere på, udfordringerne bliver større og større, og du er der som støtte hvis det skulle blive for svært.

Sideløbende med disse ting, skal du også i gang med at skabe de gode vaner hjemme og ude. Hvordan skal hvalpen, som senere bliver en voksen og måske temmelig meget større hund, opføre sig i forskellige situationer. Hvor skal den være henne når familien spiser, når der laves mad, må den være i møblerne, hvordan skal gæster hilses velkommen, må haven vogtes langs hækken, hvornår må hunden gø m.m.m. Alt sammen ting som der skal tages stilling til som familie, og opnås enighed om, så hvalpen kan guides til de løsninger I ønsker, få ros for at gøre det ønskede, og blive ignoreret når den gør noget uønsket. Ved at være kærlig konsekvent overfor hvalpen, når den gør de forskellige ting, guide og vejlede den til at gøre det ønskede, og at det altid er det samme. Derved opnår hvalpen en tryghed i at gøre tingene, og tilliden kommer automatisk med, når det hele foregår i et stille og kærligt miljø. Måske er ønsket også at gå til træning af en eller anden art. Udover det jo er meget vigtigt at holde de sociale kontakter ved lige, så kan det også være en fordel med input i forhold til aktivering, lydighed eller andet. Alt efter hvad man selv er til. Netop på træningsbanen er det vigtigt at tænke i tillid, og opbygningen af den. Det er oftest her man som ejer kan forfalde til at gøre nogle ting, som man måske ikke ville hjemme, simpelthen fordi en instruktør siger det, og der er mange som står og kigger på. Her vil jeg gerne opfordre til du som hundeejer altid mærker efter. Hvis det ikke føles rigtigt for dig – så lad være. Og det uanset hvor mange kommentarer m.m. der måtte komme. Hvis ikke det føles godt i maven, så lad være!

Oplevelserne sammen med mange og andre hunde og ejere, kan for nogle hvalpe være lidt af en udfordring. Så her er det vigtigt at du støtter hvalpen, og har alle antenner ude i forhold til dens signaler og trivsel. Hvis den på nogen måde er utryg, eller bliver drillet og presset, så er du nød til at hjælpe. Enten ved at få de andre væk, eller blot hjælpe din hvalp ud af det. Det er en gammel skrøne at de selv finder ud af tingene. Derudover kan der være en størrelsesmæssig forskel at se på også. Har du en lille hvalp, både i størrelse og alder, skal der ikke så meget til før den kan føle sig presset, som hvis det er en større én af slagsen. Er din hvalp forsigtig, så tag den tid det tager at komme helt hen til de andre, lad være at presse den, det skaber ikke tillid, og i værste fald kan det blive frygtsomt for hvalpen. Så støt og hjælp der hvor det kan være svært. Når grænserne sættes skal det være uden skæld ud, høj råben eller andre former for straf. Brug et stille og roligt ah-ah, når hvalpen er på vej til noget som ikke ønskes, hvis ikke det er muligt blot at ignorere det. Hav i den forbindelse også fokus på hvad der ligger i hvalpehøjde, og hvad der helst ikke må udsættes for sylespidse hvalpetænder☺ Så i stedet for der kan opstå konflikter i den sammenhæng, så begræns udvalget så mulighederne simpelthen ikke er der. Skulle hvalpen have fået fat i noget absolut godt, som ikke må gå i stykker, så lav en bytteleg i stedet. Find noget som er bedre, og gerne af spiselig karakter, og gerne noget som tager mere end to sekunder at fortære. Så oplever hvalpen at du har noget bedre at byde på, og fokus kommer væk fra det den tidligere var i gang med, og det hele ender lykkeligt. Selvfølgelig skal du være opmærksom på det ikke blot bliver en ny vane, at finde noget ”kostbart”, så det kan byttes væk for en tørret kalkunhals… igen kommer begrænsningen af mulighederne ind i billeder. Efterhånden som flere og flere oplevelser og udfordringer kommer på, og du er den stabile støtte for hvalpen, vil stjernerne blive større og større, samt flere og flere. Selvfølgelig er der plads til du kan fejle, og jo bedre fundament der allerede er lagt, des mere skal der til for at ødelægge det. Men tillid gælder hele hundens liv, og jo bedre det er lagt fra starten, jo mere samhørighed og jo bedre samarbejde får I☺ 

Der sker ikke noget ved at tage et par tanker indad – kig på hvad der skal til for du har tillid til folk omkring dig, og hvad kan gøre at den mistes. Hav det for øje, når du er i gang med at bygge tillid op mellem dig og din hvalp.

Gipote - Skab tillid til din hvalp 03.2016 Af Merethe Børgart Olesen www.hundepoten.dk

Powered by Froala Editor

0 stjerner fordelt på 0 stemmer

Kommentar

Log ind for at kommentere og give stjerner